Danmarks samlede oversigt
Find den rigtige lupiner — ét sted
Vi har samlet 2 lupiner fra 1 danske webshops, så du nemt kan sammenligne priser, rabatter og modeller.
2
lupiner
1
danske webshops
0
på tilbud nu
Vi har samlet 2 lupiner fra 1 danske webshops, så du nemt kan sammenligne priser, rabatter og modeller.
Vi indsamler dagligt priser og sortiment fra 1 danske webshops.
Vi tjekker rabatterne — kun reelle nedslag i forhold til førpris vises som tilbud.
Du handler hos shoppen — vi linker direkte, og prisen er den samme for dig.
Lupiner er blandt de mest genkendelige stauder i en dansk have: de høje, tætpakkede blomsterstande skyder op over en roset af håndformede blade og giver bedet lodret højde midt på sommeren. De er samtidig en plante, mange køber to gange — første gang uden held, anden gang med. Forskellen ligger sjældent i planten, men i jorden, placeringen og et par forhold omkring rødderne, som er værd at kende, inden du bestiller.
Her får du de spørgsmål, du bør stille dig selv, før du køber lupiner: frø eller færdige planter, hvilken type der passer til dit bed, hvad jorden skal kunne, hvordan du undgår de klassiske nederlag med snegle og pælerødder — og hvorfor lupinen kræver et bevidst valg, hvis du bor tæt på natur.
Lupin hører til ærteblomstfamilien, og det forklarer flere af dens vaner. Ligesom ærter og bønner danner lupiner rodknolde med bakterier, der kan binde kvælstof fra luften. Planten er derfor selvforsynende med kvælstof i en grad, de færreste stauder er — og det har direkte betydning for, hvordan du skal gøde den. Netop derfor bruges nogle lupinarter også som grøngødning i køkkenhaver og på marker.
Lupinen har desuden en kraftig pælerod, der går dybt frem for bredt. Det gør den tørketolerant, når den først er etableret, men den bryder sig ikke om at blive flyttet, og den trives dårligt i en spand af en potte. De to træk — kvælstoffikseringen og pæleroden — er nøglen til stort set alt andet i denne guide.
Frø er billigst, og du får langt flere planter for pengene. Et enkelt brev rækker typisk til et helt bed. Til gengæld skal du regne med, at lupiner sået fra frø sjældent blomstrer for alvor det første år — de bruger den første sæson på at bygge bladroset og rod. Frø fra en frøblanding giver også blandede farver, og du ved ikke præcis, hvad du får, før de blomstrer.
Færdige lupinplanter i potte koster mere per plante, men blomstrer som regel samme sæson, og du kan vælge farven præcist. Køber du navngivne sorter, er potteplanter reelt den eneste vej, fordi de fleste sorter ikke bliver farveægte fra frø.
Et fornuftigt kompromis, mange bruger: køb et par potteplanter i de farver, du vil have, og suppler med frø rundt om dem. Så har du blomster første sommer og et fyldt bed den næste.
"Lupin" dækker over en hel slægt med mange arter, og de opfører sig forskelligt i haven.
Der findes desuden lave, kompakte sorter, der er avlet til at blive omkring halv højde af de traditionelle. De er værd at kende, hvis du har et lille bed eller et blæsende sted, hvor de høje stande vælter.
Langt de fleste staudelupiner i handlen stammer fra et forædlingsarbejde, der er kendt under navnet Russell-lupiner, opkaldt efter den engelske gartner George Russell. Det er derfra, det brede farvespektrum kommer: blå, violet, lyserød, rød, gul, hvid og de tofarvede stande, hvor kronbladene har hver sin kulør.
Sælges lupiner blot som "Russell-blanding" eller "frøblanding", får du et miks af farver, og de kan variere fra plante til plante. Navngivne sorter er derimod selekterede for en bestemt farve og en bestemt højde — det koster mere, men du kan planlægge med dem.
Farvemæssigt er lupiner taknemmelige at kombinere, netop fordi formen er så markant. De lodrette stande fungerer som kontrast til alt, hvad der er rundt og fladt: stauder med skærmformede blomster, roser, høje græsser. En stribe lupiner i én farve giver et roligere billede end en blanding — blandingen giver til gengæld det klassiske, frodige bondehaveudtryk.
Lupiner vil have veldrænet jord. Det er det vigtigste enkeltkrav. Pæleroden rådner i jord, der står våd om vinteren, og en lupin i tung, kompakt lerjord uden afløb er som regel en kortvarig fornøjelse. Har du den slags jord, kan du forbedre den med grus og kompost eller plante lupinerne i et hævet bed.
Lupiner foretrækker desuden en jord, der ikke er kalkrig — de trives bedst i neutral til svagt sur jord. Er dine lupiner gulnede og svage trods god pasning, kan kalkindholdet være forklaringen. Placeringen skal være solrig; i skygge bliver planterne slappe, blomstrer sparsomt og hælder mod lyset.
Endelig: giv dem læ. De høje blomsterstande er tunge, og et åbent, blæsende hjørne knækker dem midt i blomstringen. Vil du absolut have lupiner et blæsende sted, så vælg en lav sort.
Lupinfrø har en hård skal, og det er den hyppigste årsag til dårlig spiring. To metoder hjælper, og de kan kombineres: læg frøene i blød i lunkent vand natten over, eller rids forsigtigt i skallen med et stykke sandpapir, så fugten kan trænge ind.
Så frøene, hvor planterne skal stå. Det lyder som en detalje, men det er et af de bedste råd om lupiner overhovedet — pæleroden tager skade af at blive flyttet, og direkte såning giver stærkere planter end omplantede. Sås de i potter, så brug dybe potter og plant ud, mens planterne er små. Regn ikke med blomster første år fra frø; regn med blade, og med et bed der eksploderer den følgende sommer.
Køber du lupiner i potte, så plant dem ud hurtigt — jo længere de står, jo mere krøller pæleroden sig sammen i bunden, og en rod, der har viklet sig rundt, får aldrig rigtig fat. Grav hullet dybere frem for bredere, sæt planten i samme dybde som i potten, og undgå at pille roden fra hinanden, som man gør med mange andre stauder. Lupinen kvitterer ikke for det.
Unge lupinskud er blandt det, snegle helst vil have i en dansk have. En nysået række kan være væk på en fugtig nat, og fordi skaden sker, mens planterne er nogle få centimeter høje, opdager mange det først, når der ikke er noget tilbage. Har du sneglepres, så beskyt de unge planter fra dag ét frem for at reagere bagefter. Etablerede lupiner med kraftige blade klarer sig langt bedre.
Bladlus er det andet tilbagevendende problem. De samler sig i tætte kolonier på blomsterstanden, hvor de er svære at overse. Et kraftigt sprøjt vand tager en stor del af dem, og nyttedyr klarer ofte resten, hvis du lader dem komme til. Skader på blade i form af lyse slyngede gange eller pletter kan også forekomme — det er sjældent livstruende for en veletableret plante.
Her går mange galt i byen med de bedste hensigter. Fordi lupiner selv binder kvælstof, har de ikke brug for kvælstofrig gødning — og får de det, reagerer de typisk med masser af blade og få blomster, samtidig med at de bliver slappe og lettere vælter. En almindelig, kvælstoftung havegødning er altså ikke en hjælp til lupiner, den er en bjørnetjeneste.
Er jorden i forvejen rimelig, klarer lupiner sig fint helt uden gødning. Trænger de til noget, så hold dig til kompost eller en gødning, hvor kvælstof ikke er det dominerende. Vanding følger samme logik: nyplantede og nyspirede lupiner skal holdes fugtige, mens etablerede planter med deres dybe pælerod klarer tørke bedre end de fleste stauder — og hellere skal have for lidt end for meget.
De høje blomsterstande er tunge, især efter regn. Sætter du støtte op, så gør det tidligt, mens planten stadig er lav — det er langt nemmere end at rejse en væltet lupin midt i juli, og resultatet ser bedre ud.
Klipper du de afblomstrede stande af, inden de sætter frø, bruger planten ikke energi på frømodning, og mange lupiner kvitterer med en ekstra, mindre blomstring senere på sommeren. Det er samtidig den mest effektive måde at styre selvsåning på.
Vær opmærksom på, at staudelupiner ikke er en langtidsholdbar staude. De er kraftige og villige de første år og bliver derefter ofte tyndere og mindre blomstrende. Det er normalt og ikke et tegn på fejl. Mange haveejere lader derfor et par stande sætte frø, så der hele tiden kommer unge planter frem — eller køber nye planter med nogle års mellemrum. Regn med at forny bestanden, ikke med at plante én gang for alle.
Lupiner sætter frø villigt, og de spreder sig. I haven er det som regel en fordel. Uden for haven er det en anden sag: den mangebladede lupin regnes i Danmark og resten af Norden som en invasiv art, der breder sig langs vejkanter, jernbaner og på næringsfattige naturarealer. Fordi den tilfører kvælstof til jorden, ændrer den vilkårene for de nøjsomme vilde planter, der netop er tilpasset mager jord — og de fortrænges.
Det er derfor værd at forholde sig til, hvor du bor. Har du have i et villakvarter med naboer på alle sider, er risikoen begrænset. Grænser din have op til hede, overdrev, klit, skov eller andet naturareal, bør du overveje, om lupiner er det rigtige valg — og under alle omstændigheder klippe de afblomstrede stande af, inden frøene modner og spredes. Smid heller aldrig haveaffald med lupinfrø ud i naturen; det hører til på genbrugspladsen.
Lupiner indeholder bitre alkaloider, og frøene fra de almindelige haveslupiner skal ikke spises — hverken af mennesker eller dyr. Det er værd at vide, at bælgene ligner ærtebælge til forveksling, og at det netop er den lighed, der gør dem interessante for mindre børn. Har du små børn i haven, er det en god idé at klippe de afblomstrede stande af, inden bælgene sætter sig, og at tale med børnene om, at det ikke er ærter.
De lupiner, der dyrkes til foder og fødevarer, er særlige sorter avlet med lavt indhold af bitterstoffer — de er ikke det samme som havelupiner, og haveslupiner skal ikke bruges i køkkenet. Lupin er desuden et af de allergener, der skal deklareres i fødevarer i EU, hvilket siger noget om, at planten ikke er triviel at indtage. Har nogen spist frø eller bælge, så kontakt Giftlinjen eller læge frem for at vurdere det selv, og er du i tvivl om lupiner og græssende dyr, så spørg dyrlægen.
Frø er den billigste indgang til lupiner, og forskellen mellem et billigt og et dyrt frøbrev handler mest om, hvorvidt der er tale om en blanding eller en selekteret farve. I den lave ende af potteplanterne får du typisk små planter i tynde potter — de er fine, hvis du planter dem ud med det samme, men de har ofte stået længe nok til, at pæleroden er begyndt at krølle.
I mellemklassen finder du kraftigere planter i dybere potter og navngivne sorter, hvor du ved præcis, hvilken farve og højde du får. Det er som regel her, pengene er bedst brugt. I den dyre ende betaler du for nyere sorter, kompakte typer og større planter, der blomstrer med det samme. Brug prissammenligningen ovenfor til at se, hvad de enkelte sorter koster hos de forskellige planteskoler lige nu.
De hyppigste årsager er for lidt sol, for meget kvælstofgødning eller planter sået fra frø samme år. Er planten flere år gammel og kun giver blade, kan for fed jord være forklaringen.
Det er svært. Pæleroden vil ned, og en krukke er sjældent dyb nok. Vil du forsøge, så vælg en lav sort og den dybeste krukke, du kan skaffe — og forvent en kortere levetid end i bedet.
Helst ikke. Pæleroden tager skade, og store planter overlever sjældent flytningen godt. Vil du have lupiner et nyt sted, er det som regel mere sikkert at så frø eller sætte nye planter der.
Lupiner besøges af humlebier, som er kraftige nok til at åbne ærteblomsten. De er dog ikke blandt de mest givende bi-planter, netop fordi blomsterformen udelukker mange mindre insekter — vil du gøre noget for bestøverne, er lupiner et supplement, ikke rygraden.